Udskriv

billed1

Visse former for vejrømfindtligt gods er for stort til at kunne komme ind i en lukket godsvogn, og derfor transporteres det på flade godsvogne, forsynet med presenning.

En presenning laves af et par kasserede nylonstrømper eller -bukser. Til de store skalastørrelser kan tynd silke fra f.eks. et gammelt silketørklæde bruges.

Først laves en skabelon, der har samme facon som det transporterede gods. Den laves af træklodser, bygges i stift karton eller af plastic, og det behøver ikke være regulært.

billed2

Fremspring og lignende på godset vil få presenningen til at danne folder, hvilket vil være yderst naturtro.

Godset limes fast på et stykke karton, der er 1 mm kortere på hver led end indersiden af den aktuelle godsvogn.

Dernæst klipper man en firkant af stoffet, der kan dække godset plus 1 cm på hver led til fastgørelse.

Stoffet dyppes i fortyndet hobbylim, 1 del lim til 5 dele vand, og det vrides let. Det skal være gennemblødt, men ikke slasket.

Læg presenningen over godset og fold den ind under pladen. Træk lidt hist og her for at fremkalde folder, uden dog at overdrive.

Du kan enten sætte godset direkte i vognen, hvorved det bliver limet fast og vanskeligt kan frigøres igen, eller du kan sætte godset på en glasplade eller et spejl indtil limen er tør. Limen binder ikke eller kun ganske let på glas, og det færdige gods kan fjernes fra glaspladen uden at tage skade.

Når det hele er tørt, males presenningen i en passende farve. Mat, klar lak vil beskytte din last mod smuds.

hul

Husk at lave folderne m.v. mens limen stadig er våd.

Jeg ville rette lidt på presenningen efter at limen var tør, og der skete ikke andet end at jeg fik lavet nogle huller i presenningen.

Denne godstype er velegnet til flade godsvogne, 2- eller 4-akslede, med eller uden sidestøtter.

God fornøjelse

Steen Lystmose