Udskriv

DSB litra MR/MRD

af Peter Tarp.

DSC00103

I slutningen af 1970'erne skulle DSB finde en afløser for de gamle og utidsvarende MO motorvogne. Valget faldt på Litra MR, en variant af den tyske BR 628, og leverancerne begyndte i 1978.

De første 30 MR-vogne blev produceret hos Uerdingen, mens de resterende MR- samt alle MRD-vogne blev produceret hos Scandia.

I første omgang blev der kun produceret MR-motorvogne, som blev parret litra 4001+4002, 4003+4004 osv. Da der manglede mulighed for at medtage rejsegods udvikledes i 1981 en vogn med rejsegodsrum litra MRD, som litredes 42xx og blev parret med MR-vogne med samme løbenummer, dvs. 4001+4201 osv.

Ved leveringen var togsættene rødmalede med gråt tag, men i 1990'erne blev de omlakerede i hvid med røde døre og lyst gråt tag á la IC3-togene - og i løbet af de sidste par år er togsættene blevet ommalet i lysegrå og blå.

 esbjergapril85

To sæt ankommer til Esbjerg april 1985.

 mr4288x

MR 4288 ved Jernbanemuseet august 2006.

 Lunderskovx

MR i Lunderskov april 2008.

MR/MRD har kørt overalt i landet, især som regional/sidebanetog, men også i landstrafikken, endda i en periode som "Englænderen" med 1. klasse, og er stadig et dagligt syn mange steder.

En del togsæt blev i 2001 udlejet eller solgt til Arriva, hvor de fik malet blågrønne dørpartier og logo på fronten. Enkelte togsæt blev malet helt i blågrøn, undtagen snuderne, der blev malet råhvide.

 DSC00207

Arriva MR 4295 i Rødkjærsbro marts 2007.

 DSC00047

Arriva MR sæt i Esbjerg januar 2007.


Modellen:

Togdillen har i 2007 udgivet en resinoverdel til litra MR/MRD, som kan tilpasses Fleischmanns BR 628 (katalognummer 7427/7428). Overdelene er nu fræsede med CNC-fræser og kan leveres med fræsede vinduer, som monteres enkeltvis i overdelen.

mr

Undervognen:

Fleischmann-modellen adskilles, og overdelene lægges til side. Desuden fjernes printplader, motor, boogier, lamper mm.

Da resinoverdelene er for tykke i godset, kræves en del tilpasning, før overdelene passer ned over undervognene. Derfor slibes let i undervognene, således at disse bliver smallere - men vær forsigtig, da undervognene er meget sprøde og let knækker. De orange indsatser skal slibes tilsvarende. Der skæres lidt af enderne på de mørke undervogne, så disse kan passe op i resinoverdelene.

Jeg har valgt at sætte en lille skilleplade op mellem den røde og hvide lampe, således at toplanternen kun lyser hvidt.

 MR2x

Da jeg hverken var tilfreds med køreegenskaberne eller lyset i bivognen, som blinkede lidt rigeligt, har jeg valgt at forbinde de to enheder med et sæt ledninger, som føres gennem vinduerne i enderne af vognene. Dette giver en rolig kørsel (med strømoptag fra alle 16 hjul) over kryds og sporskifter, men kan give et problem, hvis der køres analogt, da togsættet kan række over en isoleret blok.

MR4x

Jeg har valgt at fjerne frontkoblingerne, da de stødte på overdelene ved kørsel i kurver, og i stedet montere sneplove. Dette betyder selvfølgelig at det ikke er muligt at medtage ekstra vogne, fx gods eller postvogne - som ofte sås især i den første tid hos DSB - og det er heller ikke muligt at sammenkoble 2 togsæt.

MR3y

Koblingen mellem de 2 vogne er bibeholdt, dog er et lille stykke skåret af, således der er frit udsving i kurver.

I sættet fra Fleischmann medfølger kun undervognsdetaljer til den tyske motorvogn, hvorimod de danske sæt har motorer i både MR- og MRD-vognene. Grundet dette manglende sæt undervognsdetaljer har jeg derfor valgt at lave 2 helt nye sæt ud fra tegninger og billeder, således at disse ser ens ud. Jeg har brugt plastcard i forskellig tykkelse samt nogle stumper fra rodekassen.

Overdelen:

Resinoverdelens vinduer renses for støberester, og siderne, som er for kraftige, skal slibes en hel del af på indersiden. Dette kan gøres med almindeligt sandpapir, men det er noget lettere at benytte en elektrisk mini-slibemaskine. Der skal slibes næsten op til vinduerne samt op mellem vinduerne de steder, hvor der er strømoptag. Præcist hvor meget gods der skal fjernes er svært at sige - det er bare at prøve sig frem indtil overdelen passer ned over undervognen…

Hullerne til hhv. lys og puffer bores op - jeg har valgt at bruge 1 mm lysleder til toplanternen, mens en lysbro fra rodekassen passede fint i størrelsen til de to øvrige lanterner.

Litreringer er fra www.skilteskoven.dk, og efter lakering har jeg monteret lysdioder og puffere. Pufferne stammer fra en gammel Lima personvogn.

De store vinduer i passagerafdelingerne er fremstillet af klar plastic, hvor jeg har skåret en bane ud på 6 mm bredde. Som markering af delingen af vinduet har jeg ridset et par gange med en kniv i plasticet ca 1½ mm fra den øverste del af vinduet, hvorved den ønskede effekt opnås.

Herefter er det udskåret i stykker på ca. 8mm som er slebet til så de passer ind i hullerne, og hjørnerne er blevet afrundede. Husk kun at slibe at slibe på de 2 korte sider samt konsekvent enten øverst eller nederst på langsiden, således sprossen sidder i samme højde hele vejen langs siden af vognen.

MR5x

Kanten af vinduesglasset er optegnet med en permanent sølvtusch, som skal illudere aluminiumslisten rundt om vinduet. Vinduerne er limet fast med en lille smule flydende glas, "Clear Cote".

skitsesneplovx

Sneplovene er monteret på overdelen, og et lille indhak er slebet i den forreste del af skørtet således sneplovene passer hertil. Sneplovene er lavet af 0,25 mm plastcard, som er skåret ud og bukket om en pensel, så de bliver runde, og limet sammen 2 og 2 i den smalleste del. Målene på skitsen er cirka-mål - der skal slibes lidt for at få dem til at passe helt.

MR6x

Der er ikke brugt lim, skruer eller andet til at holde overdelen fast på undervognen - delene sidder fint stramt sammen uden.

Og så er MR/MRD-toget klar til indsats.

MR1x

Litteratur:
Motormateriel 4
www.jernbanen.dk
Div. numre af Lokomotivet