Udskriv

 

2-delt langtømmervogn
med dobbelt drejeskammel

 

Start2x

Nem og hurtigt bygget vogn til transport af tømmer, rør og lign. lang last.

Indledning

Vognen er en fantasivogn, uden noget bestemt forbillede, selvom der er skævet til en af virkelighedens langtømmervogne. Gaflerne er måske lidt vel kraftige, men de skulle også gerne kunne holde til at vognen bliver læsset, uden at gaflerne knækker af.
Der er dog ingen der siger, at den enkelte modelbygger ikke må bruge tyndere materiale.

Start1ax

De dobbelte drejeskamler gør at lasten hviler på 2 punkter på hver vogndel, mod normalt kun 1 punkt.

Vi bygger

Vognen består af 2 ens halvdele, men vejledningen gælder kun for 1 del, så antallet af dele i det følgende skal dobles op for at vognen kan blive færdig.

Vi starter med undervognen. Du kan bruge en hvilken som helst undervogn fra f.eks. en skadet eller ødelagt vogn, men det følgende er baseret på en Peco undervogn, katalognummer NR-122.
Udover at overfladen på undervognen skal være helt plan, skal den også forsynes med underliggende koblingsholder, se afsnittet "Undervogne, generelt" hvordan undervognen klargøres.

Der skal bores et hul midt i vognen, men i første omgang skal det kun markeres. Det gør vi med et 1 mm bor. Vent med at bore det op til senere, hvor vi slår 2 fluer med 1 smæk.
Vend undervognen om, så den ligger på hovedet, og du vil bemærke at der er nogle markeringer i bunden af vognen. Der er 2 mm mellem disse markeringer, og centrum af vognen er der, hvor 4 markeringer mødes i midten.
Det er muligt også at bore hullet fra oversiden, men vær opmærksom på at midten af vognen er en lille grat fra støbningen, så boret vil have meget let ved at forskyde sig til siden.

Undervognx

Bor kun et hul på 1 mm Ø i midten af vognen i første omgang. De to 1 mm huller i siderne er nogle som vognen er født med, og som vi ikke skal bruge.

Det var undervognen. Oven på undervognen skal der være en bundplade. Den består af plastcard, 1 mm tyk og i størrelse 18 x 52 mm. Den kan enten være glat, som jeg har gjort det, eller med bræddeprofil. Smag og behag.
Langs de lange kanter (men IKKE i enderne) limes en liste af plaststrip, 1 x 1 mm. Strippen skal gå i hele bundpladens længde, og den skal være helt ude ved kanten. Det er nemmest at lime den på ved at lægge strippen på et spejl eller glasplade, smøre lidt lim på kanten af bundpladen, og mens bundpladen holdes lodret, skubbes den hen mod strippen. Stadig mens du holder bundpladen lodret, trykker du strippen fast, både fra siden, så den kommer helt ind til bundpladen i hele sin længde, dels fra oven, så den hviler på glasset i hele sin længde.

Lim en strip på i begge sider, men pas på ikke at komme til at røre den første liste mens du limer den anden liste på. Vent eventuelt 10 – 15 minutter, så du er sikker på at limen binder på den første liste.

Bundpladestorx

Snit gennem den færdige bundplade med pålimede lister langs kanterne. Der skal ikke lister på de korte sider.

Læg bundpladen med listerne nedad på undervognen. Du vil måske opleve at den ikke kan komme helt ned, men så sliber du blot lidt af kanterne. På mine vogne skulle jeg slibe ca. 0,2 mm af inden bundpladen kunne komme på plads.
Når bundpladen ligger som den skal, bores der hul i bundpladen gennem hullet i undervognen. Derved sikrer vi os at begge huller er lige over hinanden og at de er centreret på bundpladen.
Hullerne bores op til den ønskede størrelse, afhængig af hvor stor en skrue du vil anvende. Jeg har brugt to små 3 mm skruer med møtrik, og derfor borede jeg hullerne op til 3,5 mm.

Læg undervognen til side, da vi ikke skal bruge den foreløbig. Bundpladen kan eventuelt males nu, men du kan også vente til du alligevel skal have fat i maling og pensel. Bundpladen skal jo ikke have samme farve som skamlerne, og derfor kan den sagtens males selvom skamlerne ikke er færdige. Læg bundpladen til side.

Dernæst går vi i gang med skamlens underdel. Den består af et stykke trapez-formet 1 mm tyk plastcard, 30 mm lang, 10 mm bred på det bredeste stykke, 6 mm bred i enderne.

Der bores et hul midt i underdelen. Hullets størrelse afhænger af hvor stor en skrue, du vil bruge til at holde det hele sammen, og da jeg har valgt en skrue på 3 mm, har jeg boret et hul på 3,5 mm Ø.

Så får du et mellemstykke der ser således ud:

Bundstorx

Den færdige bund med 3,5 mm hul. De grønne streger angiver midten, både på langs og på tværs.

Det næste vi skal lave er gaflerne. Der skal være 2 gafler i hver ende af skamlen. Hver gaffel består af plaststrip på 1 x 2 mm, alternativt 1 x 1,5 mm. Der skal bruges 4 små stykker pr. gaffel, nemlig 2 stk. på 10 mm, 1 stk. på 13 mm og 1 stk. på minimum 15 mm. Det sidste stykke gør ikke noget, hvis det bliver på 16 eller 17 mm, for det overskydende skæres af bagefter.

Med ovennævnte mål vil skamlerne være 15 mm brede på en 18 mm bred undervogn. Der sker ikke noget ved at gøre skamlerne bredere, men husk at jo bredere skammel, jo mere rager de ud i kurver.

Forfrax

Skamlerne kan gøres bredere hvis ønskeligt, men jo bredere de er, jo mere rager de ud over siden i kurver.

Læg 15 mm stykket på et spejl på den flade side, og lim det ene 10 mm stykke på højkant på enden af 15 mm stykket. Sørg for at det er lodret, både fra siden og forfra.

10paa15storx

Den ene gaffel limes fast på det lange stykke, helt ude på enden.

Når limen er hærdet, limes 13 mm stykke på oven på 15 mm stykket, således at det bagefter ligger mellem de to gafler. Det er meget vigtigt at 13 mm stykkets ender er fuldstændig vinkelrette, ellers vil gaflerne sidde skævt.

13paa15storx

Det midterste stykke har kun til formål at forstærke samlingen, så gaflerne ikke falder af når vognen læsses.

Derefter limes den sidste gaffel på. Den skal sidde helt op ad 13 mm stykket, og skulle der rage lidt ud på 15 mm stykket, så fortvivl ikke. Det er faktisk beregnet at der skal rage noget ud, da det giver det bedste resultat i den sidste ende.

Sidstegaffelstorx

Den sidste gaffel er limet fast. Bemærk at der rager lidt ud på det nederste stykke, men det er fuldt bevidst.

Når limen er hærdet, hvilket vil sige efter minimum 2 timer, skæres det overskydende af. Grunden til at jeg har valgt at lade lidt rage ud på 15 mm stykket skyldes, at det er bedre at skulle skære 2 mm af end at skulle tilføje en halv mm.

Gaffelstorx

Det overskydende skæres af, og den ene af de to gafler er færdig.

4i1x

De 4 arbejdsgange samlet i ét foto. Til venstre er den ene gaffel monteret, dernæst limes afstandsstykket
på, så den anden gaffel og til sidst, helt ude til højre, skæres det overskydende af.

De færdige gafler limes fast på underdelen, helt ude for enden, og de skal sidde nøjagtig midt for.
Når gaflerne er limet fast og limen er hærdet, males hele skamlen sort eller mørkegrå.

Testx

Vognen er klar til at blive malet. Den er samlet til ære for fotografen, men ellers skal den males før den samles.

Nu mangler vi blot at samle vognen.

Tag undervognen og bundpladen, og læg bundpladen oven på undervognen, så hullet passer på begge dele. Bemærk at bundpladen ikke behøver at blive limet fast.
Tag dernæst en lille skive, f.eks. en fladskive, og læg den på bundpladen over hullet. Det er skamlens drejepunkt.
Læg skamlen oven på skiven, så skruen kan gå gennem skamlens bund, skiven, bundpladen og undervogn. Under undervognen skrues en møtrik på.

Test2x

Den ene af de to halvdele er færdigmonteret.

Under kørsel i kurver er det hele skamlen, der drejer. Derfor er det meget vigtigt at skiven ligger mellem skammel og bundplade. Ellers vil der være for stor en modstand mellem skammel og bundplade, med risiko for afsporing til følge fordi skamlen ikke drejer.

Kurve1x

I kurver er det hele skamlen, der drejer. Her vist fra oven med last...

Kurve2x

...og her er vist kørsel i kurve uden last. Skamlernes stilling i forhold til undervognen ses tydeligt.

Stram ikke møtrikken mere end at skamlerne stadig kan dreje frit. Du kan hindre møtrikken i at falde af under kørslen ved at sikre den med neglelak.
Det gøres på følgende måde: Skru møtrikken lidt ud, og kom en dråbe neglelak på skruens gevind, og skru møtrikken til igen. Husk stadig ikke at stramme den mere end at skamlen kan dreje frit. Lad neglelakken tørre inden vognen belastes. Det tager ca. 15 minutter at få møtrikken til at sidde fast, men en times tid inden lakken er helt hærdet.
Ved at bruge neglelak hindrer du møtrikken i at skrue sig selv ud, men den sidder ikke mere fast end at den igen kan løsnes uden besvær.

Sæt hjul på vognen, hvis du ikke har gjort det i forvejen.

Tomvognx

Ved kørsel med tom vogn og med let drejelige skamler, kan du risikere at skamlerne drejer på tværs af køreretningen. Kør derfor med last, medmindre du sikrer skamlerne ved f.eks. at stramme møtrikken, så skamlen sidder i samme stilling hele tiden.

Læg last i form af langtømmer, rør eller lign. på vognen. På de viste fotos er lasten blot lagt på vognen til ære for fotografen, men hvis du har mulighed for det bør lasten limes sammen så den ikke forskubber sig under kørsel. Det gælder især hvis du kører med rør af plastic. De kan være glatte, og her derfor nemt ved at glide frem eller tilbage på vognen.

Videverdenx

Vognen er klar til at køre ud i den store vide verden.

Rigtig god tur.

Steen Lystmose