Udskriv

Katos My 1101 forvandlet

deani
på tysk

af Carsten Möller

Midt i 60’erne kom My lokomotiver fra Århus-depotet ofte til Hamborg med eksprestogene Fredericia-Hamburg Hbf. Som epoke III fan fra Hamburg glædede jeg mig derfor, da Hobbytrain i starten af 2011 annoncerede en model af Katos My i epoke III udgave.  Nyhedsprospektet viste et forbilledefoto af My 1143. Da modellen kom, blegnede min glæde en smule, for det var My 1101 i udgaven som museumslokomotiv. Denne afviger på væsentlige punkter fra det typiske udseende på en My fra epoke III.

Især blev jeg generet af det lyse tag og de lyse ventilationsgitre. De orange advarselsblink på taget fandtes ikke i 60’erne. De er heller ikke på museumslokomotivet i dag. Ved levering manglede modellen også frontskørterne, som MY endnu havde i 60’erne. DSB fjernede først skørterne i slutningen af 70’erne, efter at de snefyldte vintre havde medført, at der samlede sig for megen sne bag skørterne.

Skørterne kan nemt eftermonteres på modellen, for de ligger i æsken som løsdele.

Katos My 1101 kan med få skridt forvandles fra et museumslokomotiv til en maskine fra Epoke III.

Som det første skal overdelen tages af og indmaden skilles ad i sine enkeltdele. Intet er limet sammen, men typisk for Kato kun trykket sammen, hvilket letter adskillelsen.

Bild01x

My overdelen indvendigt

Lyslederne kan fjernes med en pincet. Løft lyslederne en smule i den bagerste ende, så de løsnes fra den lille holdestift og kan trækkes bagud.

Bild02x

Lyslederne tages ud

Derefter afklipses den grå indmad fra førerhusene. Overdelen udspiles let ved førerhusene og førerrumsindretningen kan pilles ud med en tandstikker.

Bild03x

Førerhusindmaden tages ud

Nu hvor førerrumsindretningen er fjernet, falder kunststofstykkerne med vinduerne på siden ud næsten af sig selv. Muligvis skal de hjælpes lidt med en fingernegl. Frontvinduerne trykkes udefra ind i overdelen. Også her er en tandstikker en god hjælp, så der ikke kommer skrammer eller ridser på vinduerne. Så tages taget af, idet de otte tappe (se pilene) trykkes udad indefra. Pas på ved arbejdet med taget, så de to tagantenner ikke knækkes af. Vær altså forsigtig!

Bild04x

Tagets fastgørelsestappe

Nu er lokomotivet næsten helt adskilt i enkeltdelene. På det næste billede er banerømmerne allerede udskiftet med skørterne på chassiset.

Banerømmerens tappe skubbes ud oppefra med en lille skrutrækker, hvorefter banerømmeren kan trækkes nedad og ud.

Skørterne sættes på i stedet. Ydermere er Ventilationsgitrene på siden allerede malet med Tamiya TS-6 (matsort). Ventilationsgitrene sidder fast på overdelen, så man skal passe på, at der ikke kommer sort farve udenfor gitrene, men gitrene er graveret med en kant, så det er let at dække nøjagtigt af med tape, når der skal males.

Bild05x

My i enkeltdele

På taget fjernes de orange advarselsblink og deres huller fyldes med en minidråbe lim (Revell Super Expert). Hvis limen er lidt tyktflydende, fylder den hullerne helt ud. Så behøver man ikke spartle og slibe på stedet. Når limen er tør, lakeres taget med Tamiya TS-6 (matsort). Til slut får det et lag silkemat klarlak (Mr. Super Clear, semi gloss). Som den opmærksomme læser kan se på billedet herunder, blev advarslen om de skrøbelige tagantenner ikke givet uden grund.

Bild06x 

Mørkt tag

De tredimensionale efterligninger af førerrumsindretningen når kun hen til sidevinduerne. Førerrummets bagvæg sidder derfor på modellen mellem sidevinduerne og døren og ikke som på forbilledet mellem døren og maskinrummet. Derfor er dørenes vinduer grå, og det virker, som om døren ikke hører til førerrummet. Bliver sidefladerne på førerbordene malet sorte, opstår der også ved førerdørsvinduerne indtrykket af rumlig dybde, idet førerrummet virker større. Yderligere skal rammene på førerrumsvinduerne malet sorte med en spritpen.

 Bild07x

Sort malerarbejde

Også pufferplankerne skal have lidt farve, for Kato har kun malet ydersiden af pufferholderen vinrød. Ved det store forbillede var pufferholderen vinrød over det hele. Pufferplanken var ved nogle af lokomotiverne malet vinrød også mellem pufferne, men det var ikke på alle. Muligvis spiller det en rolle, om lokomotiverne var hjemmehørende ved det ene eller andet depot.

Da pufferholderne alligevel skal males og da denne model skal have helt vinrød pufferplanke, klares dette i en arbejdsgang. Den passende farve kan blandes af Revell 331 (purpurrød, silkemat), Revell 383 (kastaniebrun, silkemat) og Tamiya TS-6 (matsort). Der skal nok flere forsøg til, før farvetonen passer til lokomotivet.

Bild08x

Vinrødt pufferparti

Til sidst får pufferpartiet og skørtet en omgang silkemat klarlak (Mr. Super Clear, semi gloss). Så er farveændringerne udført, og lokomotivet kan samles igen.

Lokomotivet har nu fået et helt andet udseende.

Bild09x

Bild10x

Bild11x 

Den forvandlede My

Helt tilfreds med modellen var jeg ikke. Der var stadig noget som generede mig, og det varede lidt, inden jeg kom på, hvad det var. MY 1101 er som museumslokomotiv nu om dage altid højglanspoleret, og Kato har ligeledes anvendt en stærkt skinnende lak.

For mig ligner modellen, som den ses på billederne herover nærmest en olieindsmurt bodybuilder. MY’en har nok kæmpekræfter, men glanslakken passer ikke til epoke III og må væk.

Altså bliver lokomotivet igen skilt ad, og overdelen malet med silkemat klarlak (Mr. Super Clear, semi gloss). Så er modellen mindre glinsende og ser nu ud, som jeg forestiller mig en epoke III My. Nu er jeg tilfreds med udseendet og teknikken er overbevisende, som den er.

Bild12x

Bild13x

Bild14x

Mindre glansfuld My

Lige en bonus til slut: hvis lokomotivets udseende skal forbedres endnu mere, kan det udstyres med helt lukkede skørter. Disse skørter i passende vinrød farve ligger som løsdel ved den luxembourgske My-søster CFL 1600 (kat. nr. K2887). På databladet er CFL-skørterne anført som ”Schneepflug 2-tlg. Nohab CFL/Snowplow Set for Nohab CFL” med reservedelsnummer K2880-27 til en pris på 5 Euro. Om CFL-skørterne kan købes som løsdele hos Fa. Lemke til brug for ombygning, har jeg ikke undersøgt, eftersom mine lokomotiver skal køre med kobling i begge ender.

Bild15x

My med lukket skørt.