Udskriv

 Tinglev Station

2. del 

af Leif Christiansen

Der er nu gået et år siden første del af Tinglev Station blev vist her på skala-n.dk.

Tiden er gået med at færdiggøre de resterende bygninger, fremstille små detaljer som lamper, skilte, vandkraner m.m. samt landskab på modul 1.

De sidste detaljer skal færdiggøres før d. 3 april hvor modulet skal udstilles på Borgerhuset i Tinglev i anledning af Tinglev Stations 150 års jubilæum. Et gennemgående problem ved fremstilling af et anlæg der viser, hvordan det så ud i 1930´erne, er det begrænsede udvalg af DK-relevante tilbehørsdele i skala N. Det drejer sig både om bygninger, kørende materiel, person- og lastbiler, busser, bomme samt signallignende dele. Men heldigvis er det muligt at håndfremstille de fleste dele. Dog vil det blive en udfordring at fremstille person- og lastbiler.

Hele modulet er fremstillet ud fra gamle sporskitser, luftfotografier samt gamle billeder. Alle bygninger er fremstillet fra bunden, ved at jeg ud fra billeder og sporskitser har regnet mig frem til målene i forholdet 1:1 og derefter lavet tegninger i forholdet 1:160. Der er dog nogle stationsområder, der ikke er særlig godt dokumenteret med billeder, så her er jeg nødt til at fremstille nogle detaljer ud fra sporskitser samt lignende detaljer på andre stationer fra den tid. Imidlertid arbejder jeg som frivillig på Tinglev Lokalarkiv, og selv om det meste billedmateriale er registreret, finder jeg af og til et billede, der viser nye detaljer. Samtidig forventer jeg at få nogle kontakter på udstillingen d. 3 april.

 P2070834s

Stationsområdet set fra nordøst. Klikbart billede.

P2070826s 

Stationsområdet set fra vest. Klikbart billede.

 P2070841s

Stationsområdet set fra sydøst. Klikbart billede.

Fremstilling af perronbelysning ved hjælp af Bondic lim.

Sidste år fandt jeg hos Bauhaus i Flensborg en speciallim, der tørrer hurtigt ved hjælp af LED lys.

IMG 0447x

Limen købes som et startsæt der indeholder lim, LED lampe, holder til limpatron og LED lampe, renseservietter og brugsanvisning. Der kan efterfølgende købes separat limpatron og LED lampe.

Med limspidsen formes en lille dråbe, der ikke umiddelbart tørrer. Efter en endelig tilpasning lyser man på limdråben i 4 – 8 sekunder, hvorefter limen er hærdet. Det er vigtigt, at området der skal limes renses grundigt.

IMG 0448x

Limen lægges på mellem skive og kobbertråd. Ved at lægge limen på med et stykke papir som underlag, er der ikke noget der hænger fast ud over papiret der kan trækkes af.

IMG 0439x

Dernæst hærdes limen i 4 – 8 sekunder ved hjælp af LED-lyset. Er der behov for at forme lampen yderligere, gentages limprocessen yderligere 1 eller 2 gange.

IMG 0440x

Lampens underliggende glaskuppel formes på samme måde ved at lægge 2 – 3 limdråber på med mellemliggende LED tørring.

Til sidst kan man slibe og polere så meget man synes, det er nødvendigt, før emnet males.

IMG 0443x

IMG 0444x

I dette tilfælde har jeg anvendt 2x0,3mm messingrør som nederste del af lampen. Den bøjede overdel er et stykke 1,5 mm2 af-isoleret kobber-installationsledning. Skærmen er en 6 mm skive.

Ønsker man lys i lampen, udskiftes kobber-installationsledningen med et hult rør, så en lysleder kan føres op til lampekuplen.

Fremstilling af vandkran ved hjælp af Bondic lim.

På samme måde kan man på en enkel måde fremstille f.eks. en vandkran med alle de former, der er behov for, så det færdige resultat bliver tidsmæssigt naturtro.

Til vandkranen er der anvendt 2 stykker 3 mm kobberrør og 1 stykke 4x0,5mm messingrør

IMG 0462x

Delene til vandkranen.

IMG 0477x

Kranen limes og hærdes som beskrevet ved lamperne.  Efter sammenlimning er kranen malet.

kran3

kran1

og her står lampe og kran på plads på stationen. Klikbart billede.