Udskriv

Lukkede godsvogne litra HD


Da 2. verdenskrig brød ud, steg behovet for godsvogne hos DSB, idet godstransporterne på landevej stort set gik i stå. Alt kom ud at rulle, en del gamle vogne, bl.a. 2-akslede personvogne, blev bygget om til gods, og i 1942 og de følgende år fik DSB leveret en helt ny serie lukkede godsvogne. 

IA19158SJx

  IA 19158 - senere IAL 19158 - på Centralværkstedet i København 1944. Foto DSB
 

Det var hvide vogne, bestemt for transport af levnedsmidler, som fik litra IA (senere IAL), IAK og IAR, og brune vogne til almindeligt gods, som fik litra HD. 

HD38188x

  HD 38188 med læsselem i højre side. Foto DSB 
 

De første 125 af litra HD havde to ventilationslemme på hver side. I de følgende år fik DSB yderligere 680 vogne af denne type, og den nye serie fik læsselem i højre side. Senere blev de først leverede ombygget på samme måde. 

PICT0048xx

  HD 38364 som museumsvogn Randers 2005
 

Vognene var godt 9 meter lange over pufferne med en akselafstand på 6 meter, så vognene virkede meget "langbenede". 

oppeln

  Deutsche Reichsbahn type Oppeln.
 

Forbilledet for vognene var den tyske vogntype "Oppeln", men de danske vogne var en smule større og længere og havde høj bremseplatform. Herudover var der forskel på placeringen af ventilationslemmene, idet Oppeln havde venstre ventilationslem i midterfeltet, medens HD havde lemmen i yderfeltet. De hvide vogne havde herudover en eller flere ventilationslemme placeret ved gulvet. 

logstor3a

  Godstog med MT, EH og Gklms, Løgstør 1968.
 

Leverancerne af vognene fortsatte indtil 1950, og vogntypen blev et almindeligt syn på alle stationer og i alle godstog.

I alt blev der leveret 1.625 vogne af denne type, fordelt på 805 litra HD, 250 litra IAK, 420 litra IAL og 150 litra IAR. Der var oprindeligt 50 IAK og 350 IAR, men 200 IAR blev omkring 1954/55 forsynet med kødkroge og omlitreret til IAK.

I løbet af 1960'erne fik vognene monteret en dørstopper i midterfeltet i højre side, og i slutningen af 1960'erne blev de fleste af de hvide vogne malet brune og omlitreret til litra Gkms, medens litra HD blev omlitreret til Gklms. De hvide vogne som overlevede, fik litra Gkms, Hks-u eller Hks-v. Vognene blev udrangeret og ophugget i løbet af 1970'erne, hvor de blev afløst af litra Gs og Hims. Enkelte vogne blev til tjenestevogne, og nogle få vogne fortsatte til private firmaer. 

kfk

  KFK-vogn på havnen i Odense 1976. Foto Dansk Jernbanearkiv.
 

Korn- og Foderstofkompagniet KFK købte i 1975 fem vogne, som blev malet lysegrønne og forsynet med KFK-logo på dørene. Vognene blev udrangeret i 1982/83. 

S05952Ux

  FAF-vogne i Svendborg 1975. Foto Dansk Jernbanearkiv.
 

Fyns Andels Foderstofforretning FAF købte i 1978 seks Gklm-vogne, som FAF havde lejet nogle år tidligere. Vognene blev malet blå med FAF i store hvide typer på siderne og var i drift indtil 1988.

Dansk Landbrugs Grovvareselskab DLG købte i 1976/77 otte vogne, hvoraf tre blev malet gule med rødt DLG-logo og bygget om til bundtømning. De øvrige vogne blev brugt, som de var. Fem af vognene blev udrangeret i 1982, medens resten blev solgt til FAF. 

IAR21241

  IAR 21241 Randers 2005. © Tommy Nilsson, Jernbanen.dk

DSB Museumstog har bevaret HD 38364 og IAR 21241, så vogntypen kan ses på sporet stadigvæk. 


 Modellen: 

IMG_6374stor
 
De fire vogne. Klikbart billede.

Det tyske firma Lemke/Hobbytrain udsendte i 2009 Oppeln i skala N, og Hobbykæden i Ålborg har sammen med Lemkes danske importør Heljan fået fremstillet to sæt med danske vogne med Oppeln som grundlag, nemlig katalog nr. H24004 med HD og IAR, og katalog nr. H24005 med FAF og KFK. 

IMG_6371x

  IAR 21224
 

IMG_6370x

 HD 38364 

IMG_6373x

KFK 022 1 021-6
 

IMG_6372x

FAF nr 38, 139 9 310-4 Gkms

Da grundlaget er den tyske udgave, som blot er malet om, er vognene ikke helt korrekte.

Sådan er det desværre ofte for os i skala N. Der vil altid være tale om et kompromis, når en udenlandsk model danner grundlag for en dansk version. og der er flere "småting", som ikke passer til den danske vogn, se mere nedenfor. Alle de nævnte "småting" er dog til at leve med. De springer ikke i øjnene. Vognene er flotte og har det helt rigtige "look".

Længden passer ikke helt, idet vognene er for korte, (målene er i øvrigt heller ikke korrekte i forhold til den tyske udgave....)

  Oppeln   HD/IAR   Modellen
mål i mm.   1:1 1:160   1:1 1:160  
LOP  9100 56,87  9260 57,87  55
akselafstand  6000 37,50  6000 37,50  37,50
vognkassen  7800 48,75  7960 49,75  49,50
dørbredde  1560   9,75  1560   9,75  10,5
 
 

IMG_6386stor
 
Klikbart billede
Vognene er lavet med gode detaljer. De er udstyret med fjedrende puffere (som dog ikke kan nå sammen, når der anvendes standardkoblinger). Vognene er af udgaven med dørstopper og læsselem i højre side, ventilationslemmen til venstre sidder som nævnt forkert. Der er den rigtige trekantede afstivning af undervognen og et (lidt for) bredt trin foran døren.

 

IMG_6372xx

Der er lange, tynde håndbøjler og rangertrin i alle hjørner og bøjler på gavlene, ikke helt korrekt, da det også her er den tyske udgave - pas på med trinene, de kan bøjes og falder nemt af.

Litreringerne er flotte og skarpe og anbragt korrekt: 

PICT0056x

  HD 38364 i virkeligheden  

HDlitra

  og i model 
 

PICT0011x

  IAR i virkeligheden 
 

iarlitra

  og i model 
 

faflitra

  FAF 
 

kfklitra

  KFK
 

Undervognene er endda forsynet med en let læselig revisionsdato. 

revdato

  HD-vognen er sidst revideret i 1997, det må altså være museumsvognen.
 

Vognene er stabile og løber godt i sporet, uden at de dog løber helt frit. Den første serie Oppeln fra Lemke havde hjul, der var for små, hvorfor der var problemer især i Fleischmanns sporskifter, så Lemke har måttet lave nye hjul og tilbyde udskiftning. De danske vogne har de nye hjulsæt, så her er ingen problemer.

HD og IAR kan indsættes i alle godstog fra perioden 1944 til ca. 1970, hvor de blev omlitrerede. HDvognen kan som museumsvogn også bruges i veterantog i epoke 4 og 5.

FAF og KFK kan køre i perioden 1975 til 1982, dog kørte KFK-vognene ikke øst for Storebælt.

Et rigtig godt initiativ fra Hobbykæden. Lad os håbe, der kommer mere.


PS. De tyske godsvogne blev i mellemkrigsårene ofte opkaldt efter en by. Godsvognen her blev således opkaldt efter den tyske by Oppeln, som ligger ved floden Oder i Oberschlesien. Området overgik efter 2. verdenskrig til Polen, og byen hedder i dag Opole.

Kilder:
Danske Jernbanearkiv
jernbanen.dk
Lokomotivet div. numre
"Godsvognsmateriellets historie", Jens Bruun-Petersen, Banebøger
"Güterwagen" Band 1, Stefan Carstens, MIBA verlag.